Hvis I leder efter en lys, spændende og tiltalende villa, så kig ind på Grenåvej 761B i Løgten. Her nord for Aarhus finder I denne bolig, der i flotte og stemningsfulde rammer giver god plads til den store familie, og med en gennemtænkt indretning får I et hus, som imponerer i alle rum.
Boligens samlende opholdsmiljø findes på førstesalen, hvor loftet er ført til kip, og de synlige bjælker skaber en hyggelig stemning. Her får den rummelige stue et skønt lysindfald fra det store kvistvindue, og stuen glider over i et åbent og moderne køkken-alrum. Herfra er der udgang til en træterrasse, der med sin størrelse og vestvendte retning fungerer som et ekstra rum om sommeren. Førstesalen byder desuden på et badeværelse og to dejlige værelser med en hems, hvorfra morgensolen kan nydes med udsigt ud over vandet helt til Mols Bjerge.
Boligen er gennemgribende renoveret siden 2010, hvor turen kom til hele stueetagen i 2018 med tre nyetablerede værelser samt et flot badeværelse, der står med både bruseniche og badekar. Her er desuden et pænt bryggers med vaskefaciliteter og en betragtelig fordelingsgang med plads til vinopbevaring. Stueetagen er med de tre værelser oplagt som børneafdeling eller til at drive liberalt erhverv hjemmefra. Udover et boligareal på hele 222 m2 tilhører også en kælder på 42 m2.
Grunden er lige så skøn som villaen, og med en dejlig have og terrasse på begge sider af huset kan I altid fange solen. I 2020 har ejendommen desuden fået anlagt en ny fliseterrasse med afløbsdræn.
Skønt beliggende i Løgten er I tæt på alt, hvad familien har brug for. Skole, daginstitutioner og indkøb tilgås let, ligesom de naturrige omgivelser placerer jer med få minutters cykeltur fra skov og strand, mens I med bilen og den nærliggende letbane hurtigt kommer til Aarhus.
Er denne stemningsfulde villa jeres nye hjem? Kontakt os for en fremvisning.